Kunsten integreres i de 5 nye metrostationer

Når de fem nye metrostationer åbner i Sydhavn i 2024, bliver det første gang, at kunst bliver integreret fra start i den danske metro. Stationerne indrettes af fire forskellige kunstnere samt én  kunstnergruppe.

Udvalgt af  Statens Kunstfond
Kunstnerne er udvalgt af Statens Kunstfond efter en konkurrence, hvor 10 danske kunstnere/kunstnergrupper deltog. Der er blandt andet lagt vægt på, at stationerne skulle have forskellige udtryk. 

Det Obelske Familiefond, Villum Fonden samt Statens Kunstfond har givet økonomisk støtte til projektet.

Havneholmen

På Havneholmen er det kunstnergruppen Superflex, der udformer kunsten, som vil pryde metrostationen.

Her installeres metroens vanlige elementer såsom informationsskærme og rejsekortstandere, så  de pludselig også kan ses på vægge og i loftet.  Samtidig vil urene på stationen gå helt uforudsigeligt for at understrege, at kunsten på stationen er afvigende i både tid og rum.

Læs mere om kunsten og den kommende metrostation

Enghave Brygge

Metrostationen Enghave Brygge bliver udsmykket af kunstneren Pernille With Madsen. Hun har skabt forskellige elementer, der kan ses fleree steder på stationen. Her kommer der lysværker, abstrakte relieffer samt betonudsmykninger, som kobler højteknologi, arkæologi og geologi.

Værket leger med fortid og fremtid og vil være som en blanding af et arkæologisk fund og en science fiction rekvisit.

Læs mere om kunsten og den kommende metrostation

Sluseholmen

Sluseholmen bliver udsmykket af kunstneren René Schmidt. Her består kunsten af to store elementer. Øverst i stationen vil der hænge en kæmpe stålskulptur over rulletrapperne. Skulpturens mange-facetterede overflade vil være med til at sprede lyset i stationen. Nederst i stationen kommer over der en betonbjælke over perronen  med indstøbte geologiske strukturer.

Læs mere om kunsten og den kommende metrostation

Mozarts Plads

Metrostationen Mozarts Plads bliver udsmykket af den lokale kunstner Christian Schmidt-Rasmussen. Her bliver stationens vægge beklædt med vægpaneler, hvorpå Christian har malet et stort værk, der tager udgangspunkt i området omkring Mozarts Plads. Her blandes nutid og fremtid i en række abstrakte figurer.

Læs mere om kunsten og den kommende metrostation

Ny Ellebjerg

Ny Ellebjerg bliver udsmykket af kunstneren Henrik Plenge Jakobsen. Her bringes himmelrummet ned i metrostationen, da stationsvæggene bliver beklædt i forskellige blå nuancer. På endevæggen ved rulletrapperne vil der hænge et astronomisk ur, der viser et præcist billede af en række af himmellegemernes aktuelle position over Ny Ellebjerg. Metrostationen får dermed et ur, som rækker ud over den daglige rutine og giver passagerne en hilsen fra verdensrummet.

Læs mere om kunsten og den kommende metrostation