Funktionel, let tilgængelig og indrettet med kunst
De kommende metrostationer i Sydhavn bliver indrettet efter samme principper som den eksisterende metro. Den skal være tilgængelig for alle, og det betyder blandt andet, at stationerne i Sydhavn får to elevatorer, og fortsat opretholder de høje standarder, der gør det let for kørestolsbrugere, svagtseende og hørehæmmede at benytte metroen.
Rulletrapper til terræn på alle stationer
Som noget nyt er alle hovedtrapper på Sydhavnsstationerne opgraderet med rulletrapper til terræn. Bagtrapperne er også blevet opgraderet, så de ikke længere går via en cykelkælder men direkte op til overfladen. Der vil heller ikke være cykelkældre på de kommende Sydhavnsstationer.
Tæt knyttet til vandet
Tre af metrostationerne - Havneholmen, Enghave Brygge og Sluseholmen - ligger tæt på vandet, og det kan ses i de forskellige typer bølger på de tre stationers lyse vægbeklædning.
Kunsten er integreret i stationerne
Fem stationer - fem kunstværker
På Sydhavnsprojektets fem metrostationer bliver kunst for første gang en integreret del af stationerne. De fem værker er meget forskellige og er udarbejdet til de enkelte metrostationer, der derfor får deres helt eget udtryk.
Gå på opdagelse i stationerne
Nogle steder bliver passagererne mødt af højteknologiske lysinstallationer, megaskulpturer eller et mytologisk vægmaleri, mens kunsten andre steder vender helt op og ned på det kendte metrorum eller byder på en rejse ud i verdensrummet. Nogle værker er meget iøjnefaldende, mens andre er mere subtile. Læs mere om de enkelte værker og tankerne bag det nye kunst-initiativ.