Tag med på byvandring i efteråret

1. november 2018

Selvom november rimer på slumretæpper og indendørshygge, kan kuldskære typer sagtens gå sig varme til efterårets mange byvandringer i de københavnske gader. Tag blandt andet med på halloween-vandring i børnehøjde eller på vandretur omkring områderne ved de nye metrostationer.

Metrovandring ved de nye stationer
10., 16. og 23. november

I forbindelse med Cityringens nylige åbning afholder Byvandring.nu en række metrovandringer i områderne omkring de nye stationspladser. I november kan du blandt andet komme med på tur ved Rådhuspladsen, hvor de arkæologiske udgravninger i forbindelse med metrobyggeriet afslørede, at Københavns historie skulle skrives om. For med afgørende fund af blandt andet en kirkegård og flere skeletter kunne arkæologerne konkludere, at hovedstadens historie gik mindst 100 år længere tilbage, end man hidtil havde troet. På metrovandringen 10. november fra 13-15 kommer du således på sporet af middelalderens København, mens du på vandringen 16. november fra metrostationen på Marmorkirken bliver klogere på både monarker og matroser i området omkring Nyhavn og Amalienborg. Weekenden efter – lørdag den 23. november – er det området omkring Nørrebro Station, der skal udforskes nærmere. Billetter koster 100 kroner pr. person.

Læs mere om metrovandringerne her

 

Fanden er løs i Laksegade
15. november

AOK står hele året i spidsen for en lang række byvandringer i København; du kan blandt andet komme med i John Mogensens fodspor eller blive klogere på byudviklingen i Nyhavn. En af efterårets øvrige byvandringer er ’Fanden er løs i Laksegade’, der sætter fokus på Københavns finanskvarter omkring Laksegade, Kongens Nytorv og Strøget. Det er den garvede guide og tidligere økonom Lars Hermann, der den 15. november fra 17-20 fortæller om de centrale bygningers historie samt områdets op- og nedture gennem tiden. En af de største nedture var Københavns brand i 1795, der lagde store dele af området i aske. Men branden bragte også fornyelse med sig; præcis ligesom området i dag netop har gennemgået en stor forandring med åbningen af Cityringen. Byvandringen afsluttes på en lokal restaurant med et måltid mad, der er inklusiv i prisen (295 kroner pr. person).

Læs mere om byvandringen og AOK’s øvrige byvandringer her

 

Uhyggelig gadevandring i børnehøjde
3. november

Det bliver både uhyggeligt og lærerigt, når Mads Kristian Mikkelsen fra Vandrehistorien inviterer børn og deres forældre på halloween-byvandring i nogle af Københavns ældste gader. For de gamle snoede gader vrimler med uhyggelige, historiske fortællinger, der inkluderer både skeletter, genfærd og ånder. Undervejs vil børn og voksne blive udsat for gys og gru, hvorfor det ikke anbefales børn under 10 år at deltage. Turen foregår søndag den 3. november, og den begynder i Indre By på Mikkel Bryggers Gade klokken 16.15 til 17.45. Med i prisen er også en ’ulækker’ halloween-drink og snacks til børnene, mens de voksne kan få rabat på kaffen hos den lokale kaffebar, hvorfra turen starter.

Læs mere om halloween-vandringen her