Metroselskabet har afsluttet undersøgelse af dødsulykke
31. august 2021Den 4. maj 2021 skete en tragisk dødsulykke på byggeriet af Sydhavnsmetroen, da en medarbejder i forbindelse med et kranløft blev ramt af et bundt stålbjælker. Metroselskabet har i samarbejde med hovedentreprenøren, TUNN3L, gennemført et grundigt undersøgelsesforløb af ulykken med henblik på at få kortlagt både de direkte og de indirekte årsager til ulykken samt at identificere mulige forebyggende tiltag for det videre arbejde på selskabets anlægsprojekter.
Både medarbejdere fra Metroselskabet og hovedentreprenøren, TUNN3L, samt eksterne specialister har bidraget til undersøgelsen. Samtidig er der foretaget tekniske undersøgelser af den teknologiske rådgivnings- og servicevirksomhed FORCE Technology. Derudover har en uvildig ekspert i kranløft gennemgået relevante arbejdsprocedurer og -processer for kranløft på metroprojektet.
Undersøgelsen viser, at den direkte årsag til ulykken skal findes i, at byrden ikke var læsset korrekt på kranen samt, at medarbejderen befandt sig lige under kranen under løftet. Undersøgelsen peger desuden på en række indirekte årsager og rammebetingelser, som kan forbedres med henblik på at undgå en lignende ulykke i fremtiden. De indirekte årsager skal findes i forhold, der har med organisering, teknik og uddannelse af medarbejdere at gøre.
”Vi er naturligvis stadig dybt berørte af den ulykkelige hændelse på vores projekt, hvor en medarbejder afgik ved døden. Siden ulykken har vi sammen med vores hovedentreprenør, TUNN3L, igangsat en dybdegående og detaljeret undersøgelse faciliteret af eksterne specialister. Dette arbejde er nu tilendebragt, og vi har – med udgangspunkt i undersøgelsens konklusioner – iværksat en række tiltag, som skal styrke sikkerheden på byggepladserne og medvirke til, at lignende ulykker ikke kan ske igen”, siger direktør i Metroselskabet Louise Høst.
På baggrund af undersøgelsens resultater er der indført en række nye tiltag, som skal forbedre sikkerheden generelt på pladserne og bidrage til at forebygge, at en lignende ulykke kan ske igen. Det drejer sig bl.a. om følgende:
- Der opsættes kameraer på alle tårnkraner på byggepladserne med henblik på at øge sikkerhedsniveauet omkring kranløft.
- Tilsynet med kranløft skærpes, og der ansættes flere medarbejdere til at bistå i forbindelse med kranløft.
- Der er udviklet en opdateret procedure for kranløft, som er taget i brug i begyndelsen af juli 2021.
- Alle medarbejdere, der fastgør eller frigør byrder fra en krankrog (anhuggere), ansættes hos hovedentreprenøren med henblik på at sikre en bedre overordnet koordinering af kranaktiviteterne.
- Der anskaffes såkaldte løftebarreler, som er stålstativer, der sikrer mere stabile løft af løse materialer.
- Oplæring og uddannelse af anhuggere på projektet styrkes og udvides.
Metroselskabet har fortsat en meget klar målsætning om, at ingen skal komme til skade på projekterne. Derfor har selskabet indledt et samarbejde med olie- og gasbranchen, der gennem en langvarig indsats har skabt imponerende resultater i sikkerhedskulturen. Bl.a. på baggrund af dette samarbejde introducerede Metroselskabet i 2017 en ny og ambitiøs strategi på arbejdsmiljøområdet med løbende initiativer i tæt samarbejde med entreprenørerne. Indsatsen har været prioriteret højt, og de seneste år er ulykkestallet faldet markant.
Der har frem til og med juli 2021 været 29 arbejdsulykker med fravær (inkl. dødsulykken) på byggeriet af M4 Sydhavn. Det svarer til en akkumuleret ulykkesfrekvens på 9,4. Til sammenligning havde M3 Cityringen en ulykkesfrekvens på 24,4 det samme antal måneder inde i projektet. Den danske bygge- og anlægsbranche præsterede i 2019 en ulykkesfrekvens på hhv. 29,0 for arbejdere og 23,5 for alle medarbejdere. Der har aldrig tidligere været en ulykke med dødelig udgang på metrobyggeriet.
Læs mere om arbejdsmiljø og sikkerhed på metrobyggeriet her
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.