Kravet om mundbind i metroen er ophævet

13. august 2021

Fra og med lørdag den 14. august er der ikke længere krav om at bære mundbind i metroen og anden kollektiv transport.

NB! Kravet om mundbind i offentlig transport er genindført pr. 29. november 2021 og gælder i både tog og på hele stationsområdet.
Fra og med lørdag den 14. august er der ikke længere krav om at bære mundbind i metroen og anden kollektiv transport.

I godt et år har det været påbudt at bære mundbind eller visir, når man kører med bus, tog og metro, men fra lørdag d. 14. august er det helt op til den enkelte. I den seneste tid har kravet været lempet, så det kun gjaldt ved ind- og udstigning, og når du stod op i metrotoget, og vores Metro Stewards har delt gratis mundbind ud til de passagerer, der glemte det i farten. Nu er den sidste rest af mundbindskravet bortfaldet, og dermed er alle restriktioner for brug af kollektiv transport nu ophævet. Da reglerne er ændret med kort varsel, kan der i en kort overgangsperiode opleves modstridende informationer i metrosystemet, men vi arbejder på at få al kommunikation opdateret hurtigst muligt.

Fortsat fokus på tryghed

Nogle passagerer vil have behov for den ekstra tryghed, som et mundbind eller visir kan give dem, og det står dem naturligvis frit for. Der vil fortsat være håndsprit til fri afbenyttelse på alle stationer, ligesom vi fortsætter den ekstra rengøringsindsats.