Københavnske vartegn er tilbage i bybilledet
3. oktober 2019De har været væk fra deres oprindelige placeringer længe, men nu er de tilbage. Se tre af de fredede monumenter, København har fået tilbage med åbningen af Cityringen.
Fiskerkonen – Gammel Strand
Efter at have været væk hjemmefra i otte år, kom Fiskerkonen for nylig tilbage på sin vante plads på Gammel Strand. Den ikoniske københavner-statue har siden 2011 både været sat i depot og senest udlånt til Sydhavn Station, mens byggeriet af Cityringen har stået på. Men nu står hun igen på den centrale havnepromenade bag Christiansborg, hvor hun har stået siden 1940; på samme sted hvor fiskerkoner fra Skovshoved før i tiden solgte fisk. Faktisk var Gammel Strand i flere århundreder Københavns mest centrale fisketorv, men i 1958 blev pladsen for trang. Herefter var fiskehandlen nødsaget til at flytte til Sydhavn, men tilbage på torvet blev dog én enkelt fiskerkone, som solgte fisk indtil 2008. I dag er fiskehandlen på Gammel Strand historie, men tilbage står statuen af Fiskerkonen stadigvæk som et ikonisk levn fra fortiden.
Efter otte år væk fra Gammel Strand står Fiskerkonen nu igen på sin vante plads.
Springvand og bronzeskulptur – Enghave Plads
Et af de byrum, som er blevet forvandlet af metrobyggeriet, er Enghave Plads. Den sydlige del af pladsen er blevet lukket af for gennemkørende biltrafik, og nye røde, specialdesignede bænke og højbede med alsidig beplantning er kommet til. Før i tiden stod der et stort kastanjetræ midt på Enghave Plads, som mange vesterbrogensere holdt meget af. Desværre led træet af den såkaldte kastanjesyge, og under genskabelsen af Enghave Plads er det i stedet blevet erstattet af et 50 år gammelt valnøddetræ. Men én ting står dog ganske som før: Springvandet med den dertilhørende bronzestatue ’Drengebarn med fiasco’ af Jens Lund fra 1926. Under metrobyggeriet har det været nødvendigt at flytte og opmagasinere springvand og kunstværk, og i samme ombæring har begge dele fået en nænsom restaurering inden reetableringen på Vesterbros centrale plads. Så nu pibler vandet atter i springvandet.
Den nye stationsplads på Enghave Plads med sit velkendte springvand, nye bænke og grønne beplantning. Foto: Reginaldo Fonseca Sales
Graverboligen – Nørrebros Runddel
Et af de helt særlige kendetegn for Nørrebros Runddel er, at den over 200 år gamle graverbolig på Assistens Kirkegård måtte flyttes for at muliggøre stationsarbejdet under jorden. Det var en spektakulær flytning, da den 300 tons tunge bygning i 2011 blev transporteret 30 meter via skinner væk for at gøre plads til byggeriet. I 2017 kunne graverboligen igen rykkes tilbage på sin gamle plads, som i øvrigt ligger lige bag den nye metrostations hovedtrappe. I løbet af efteråret skal det sidste af Graverboligen restaureres både udvendig og indvendig, og derudover skal et lille stykke af den gamle, gule mur, som blev revet ned for at skabe passage til maskiner, mures op igen. På Nørrebros Runddel betyder det, at graverboligen, som i øvrigt er Nørrebros ældste bygning, er bevaret som en af det helt nye stationsområde.
Se video af flytningen her
Stationspladsen på Nørrebros Runddel med Graverboligen i midten.