Installationsarbejde og skinneslibning medfører aften- og natlukning af Cityringen
12. november 2020Skinneslibning og færdiggørelse af mobilt netværk vil påvirke driften af metrolinjerne M3 og M4 i næste uge samt i uge 49. I stedet indsættes metrobusser.
På trods af covid-19, hvor mange arbejder hjemmefra, transporterer metroen fortsat mere end 1 mio. passagerer hver eneste uge.
Derfor har Metroselskabet og dets samarbejdspartnere forsøgt at tilrettelægge en lang række installations- og vedligeholdelsesarbejder i de timer, hvor der er færrest passagerer med metroen.
Med et førerløst system, der kører i døgndrift, kræver det dog en særlig planlægning, når store arbejder som skinneslibning og færdiggørelse af mobilt netværk skal gennemføres til mindst mulig gene for metroens passagerer.
”Vi har i øjeblikket dagligt mere end 150.000 rejsende, der rejser med os på alle tider af døgnet. Den opgave tager vi alvorligt, når vi planlægger installationsarbejde og vedligehold, og derfor tilrettelægger vi arbejdet, så det sker på de tidspunkter, hvor det generer færrest mulige passagerer, dvs. så vidt muligt i aften- og nattetimerne,” siger Rebekka Nymark, direktør i Metroselskabet.
Første strækning med mobilt netværk er klar
To store arbejder vil påvirke driften på M3 og M4 i de kommende uger. I øjeblikket bliver der slebet skinner som et led i det almindelige vedligeholdelsesarbejde.
Samtidig arbejder Metroselskabet og teleselskaberne med at færdiggøre installationen af mobilt netværk på M3 og M4. Installationsarbejdet har vist sig vanskeligere end antaget, og corona-pandemien har også påvirket fremdriften på dette arbejde.
Derfor vil installationsarbejdet få mere plads i de kommende uger, så passagererne på M3 og M4 også kan tilbydes mobilt netværk. Denne service vil blive rullet ud i etaper i løbet af de kommende måneder. Første etape fra Orientkaj til Marmorkirken er nu åbnet med mobilt netværk til kunderne.
Endelig vil det nye førerløse styresystem på M3/M4 blive opgraderet, hvilket skal udbedre de ”børnesygdomme”, der altid følger med et nyt kompliceret teknisk system.
Her indsættes metrobusser
Der vil i perioder blive indsat metrobusser, og belært af erfaringerne fra de seneste uger har Metroselskabet besluttet dels at indsætte flere busser, dels at begrænse antallet af passagerer i metrobusserne. Ved trængsel opfordres passagererne til at søge anden transport.
Der vil blive indsat metrobusser i uge 47 og uge 49 på linje M3/M4 i tidsrummet fra klokken 19-06 søndag til onsdag. I uge 47 vil der også blive indsat metrobusser på M1/M2 i tidsrummet fra klokken 23-06 natten til onsdag den 18. november samt natten til torsdag den 19. november – her skyldes det prøvekørsel af nye tog.
Fakta om arbejderne på M3/M4 i uge 47 + 49
Skinneslibning på M3/M4. Skinnerne i metrosystemet slibes for at sikre en mere glidende drift. Skinneslibning er en del af det almindelige vedligeholdelsesarbejde, som blandt andet bidrager til en behagelig rejse for kunderne og kan dæmpe lydniveauet fra metrodriften.
Færdiggørelse af mobildækning på M3/M4. Metroselskabet og teleselskaberne arbejder fortsat på at kunne give kunderne mobilt netværk på M3/M4. Arbejdet har vist sig vanskeligere end antaget, men det skrider løbende fremad, og den første strækning fra Orientkaj til Marmorkirken har nu installeret mobilt netværk. Det mobile netværk ventes at være fuldt implementeret i begyndelsen af 2021.
Mere information
Følg løbende metroens driftsstatus og de planlagte arbejder på https://dinoffentligetransport.dk/trafikinfo/koereplaner/kommende-aendringer/planlagte-sporarbejder-i-metroen/ og www.m.dk
Yderligere information
Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk – telefon 72 42 49 01.