Guide: Få det bedste ud af byens biblioteker
11. september 2019Sommeren er ved at være forbi, og hvad skal man så lave? Hvad med at tage på biblioteket? Byen Rundt har fundet fem gode grunde til at gøre det.
De fleste af os bruger biblioteket til at låne bøger, men vidste du, at der gemmer sig et hav af spændende kulturtilbud, som ofte er helt gratis? Byen Rundt guider dig forbi fem af Københavns biblioteker.
Oplev det nye Nørrebro Bibliotek
Nørrebro Bibliotek er flyttet fra Bragesgade i Mimerskvarteret og rykket ind i en af Nørrebrohallens gamle sporvognsremiser ved Den Røde Plads på Nørrebro. Biblioteket har været åbent siden 1. august og er indrettet som et-rums-bibliotek, der forventes at have op mod 1000 besøgende om dagen. Facaden på den gamle remise ligger lige ud til Den Røde Plads, hvor både sollys og lokalliv strømmer ind gennem bibliotekets store vinduer og videre ind på lyse træreoler fyldt med mere end 32.000 bøger klar til at blive lånt ud. Sving forbi Nørrebro Bibliotek og mærk stedets stemning.
Læs mere her.
Foto: Daniel Ackey.
Byt dine planter på Brønshøj Bibliotek
Er din chiliplante begyndt at hænge, eller ser din sukkulent vissen ud? På Brønshøj Bibliotek afholdes bytte-plante-dag lørdag d. 24. september kl. 17:00-18:30 med besøg fra havebrugskonsulent Bente Mortensen, der giver tips og tricks til planterne i dit hjem. Efter et lille oplæg om pasning og pleje af planter kan du bytte dine planter og komme hjem med nye og spændende planter til din vindueskarm, stue eller altan.
Læs mere her.
Digtoplæsninger på Hovedbiblioteket
Under historiefestivalen Golden Days, der finder sted i København i september, stilles der skarpt på år 1989, året for Berlinmurens fald. Festivalens program byder blandt andet på tre korte eftermiddagsoplæsninger af tre unge forfattere, der alle er født lige efter Berlinmurens fald og opvokset i et Europa med koldkrigens eftervirkninger. Oplæsninger afholdet på Hovedbiblioteket i Indre By, og forfatterne hedder Victor Boy Lindholm, Cecilie Lind og Ida Holmegaard, som, udover at læse op, også vil tale om murens betydning som abstrakt metafor og symbol. Oplæsningerne er gratis og finder sted 10., 11. og 17. september.
Læs mere her.
Læsesalene på de københavnske biblioteker besøges ofte af studerende og andre med brug for et rum til fordybelse. Foto: Thomas Høyrup Christensen, Copenhagen Media Center
Læsemaraton for unge på Østerbro Bibliotek
Her er et arrangement for de allerstørste læseheste. I anledning af Danmarks Biblioteksuge ’LÆS’ afholder Østerbro Bibliotek et Readathon, hvor børn over 12 år kan være med til læsemaraton fra lørdag d. 14. september til søndag d. 15. september. Der er lagt op til vaskeægte hygge med læsning, pizzaspisning, filmhygge og nattequiz på biblioteket. Det koster 50 kroner at være med, og så skal du selv huske liggeunderlag, sovepose og din yndlingsbog.
Læs mere her.