Første tog er rullet ind på skinnerne på M4 Sydhavn
3. august 2023Mens sommeren stadig viser sig fra en våd og kølig side både over Sydhavnen og i resten af landet, så har vi fået anderledes lune kinder i tunnelrørene under Sydhavnen. For nylig var der nemlig fint besøg af et metro-tog på skinnerne på M4 Sydhavn for første gang.
Test af fritrumsprofil
Selvom toget nu er rullet ud på strækningen, så er der stadig et stykke vej til tog, der suser afsted i fuld fart, for den første test med toget var en test af den såkaldte ’fritrumsprofil’. Det er en test for at være sikre på, at der alle steder på strækningen er plads – og tilstrækkeligt ’frit rum’ – til at toget kan passere uden f.eks. at ramme et nød-skilt eller andet teknisk udstyr på turen.
Afstandsklodser på toget
Testen bliver udført ved at montere afstandsklodser rundt om toget, inden det tager turen ud i tunnelerne. Da der endnu ikke er strøm i de nye skinner, bliver metro-toget koblet til et lokomotiv og trukket gennem tunnelerne. Det kræver selvsagt et tæt samarbejde mellem teknikere, stewarder og kontrolrum.
For at testen skal være en succes, skal afstandsklodserne ikke bare forblive på toget under hele turen, men de bliver også konstant overvåget, så vi er helt sikre på, at de ikke berører noget undervejs.
Alt gik som det skulle
Turen gik bogstaveligt talt gnidningsfrit og helt som den skulle. Alle afstandsklodserne forblev på toget, og ingen ramte noget undervejs. Det er gode nyheder, for det betyder nemlig, at vi har taget endnu et afgørende skridt frem mod testkørslerne på M4 Sydhavn senere på året og åbningen til næste år.