Corona og milepæle prægede 2020 i Metroselskabet

25. april 2021

Også i Metroselskabet blev 2020 et år, der var præget af corona-situationen. Trods restriktioner og nedlukning har året også budt på fortsat metrodrift og vigtige milepæle på de store anlægsprojekter. Selskabets bestyrelsesformand er netop genudpeget til at stå i spidsen for selskabets aktiviteter frem til 2025.  

Metroselskabet fremlagde i dag årsregnskabet for 2020 på et interessentskabsmøde med deltagelse af ejerkredsen, der består af Transportministeriet samt Frederiksberg og Københavns kommuner. Ejerne godkendte årsregnskabet og har desuden enstemmigt besluttet at udpege selskabets nuværende bestyrelsesformand, Jørn Neergaard Larsen, for en ny periode frem til 2025.

”Jeg er meget glad for den tillid, som ejerne har vist mig og for at kunne fortsætte arbejdet med at lede Metroselskabet godt igennem effekterne af corona-situationen. Vi skal også i de kommende år sørge for trygge rammer, en stabil metrodrift og den bedst mulige rejseoplevelse for passagererne. Samtidig skal produktionen holdes oppe på anlægsprojekterne, så vi kan lykkes med at give borgerne i hovedstadens mere metro og endnu bedre muligheder for at komme nemt og hurtigt rundt i byen”, siger Jørn Neergaard Larsen, bestyrelsesformand i Metroselskabet.

I 2020 påvirkede corona-situationen og de medfølgende restriktioner Metroen og særligt passagertallet, der dykkede markant. Trods faldende passagertal lykkedes det imidlertid selskabet at sikre en effektiv og pålidelig metrodrift til de passagerer, der havde brug for det, mens der også blev sørget for fremdrift på anlægsprojekterne.

Årets resultat før af- og nedskrivninger udgør for 2020 et overskud på 524 mio. kr., hvilket er på niveau med det forventede, da Metroselskabet er blevet kompenseret af staten for de økonomiske tab i den kollektive trafik som følge af COVID-19 pandemien.

”2020 har været et år med mange udfordringer og usikkerhed. Men det har også været et godt år, fordi Metroselskabet er kommet i mål med vigtige milepæle på anlægsprojekterne. Den nye metrolinje M4 Nordhavn åbnede i slutningen af marts, og det lykkedes at holde produktionen oppe på byggepladserne. Samtidig har selskabet sikret en tilfredsstillende metrodrift, hvor alle myndighedskrav har været opfyldt, og hvor passagererne kunne føle sig trygge”, siger Jørn Neergaard Larsen.

Efter Cityringens åbning i september 2019 var der ellers store forventninger til Metroens samlede passagertal for 2020, der oprindeligt var estimeret til 121 millioner passagerer. Men som en konsekvens af corona-situationen og de restriktioner, der har været pålagt Metroen og Metroens kunder, endte tallet på knap halvdelen af det forventede.

”Passagertallet for 2020 landede på knap 64 millioner, hvilket er væsentligt under det forventede. Det er dog stadig rigtig mange mennesker, som har haft brug for Metroen, og Metroselskabet og driftsoperatøren har derfor haft fokus på at sikre alle en tryg rejseoplevelse. Samtidig er det lykkedes at holde en høj driftsstabilitet på over 98 pct. på alle metrolinjer, og kundetilfredsheden ligger også fortsat på et meget højt niveau”, siger Jørn Neergaard Larsen

På Metroselskabets anlægsprojekter er der i 2020 opnået en række vigtige milepæle: I slutningen af marts åbnede M4 Nordhavn, og på M4 Sydhavn er det lykkedes at holde produktionen oppe. Egne testfaciliteter har bl.a. sørget for, at medarbejderne på byggepladserne løbende er blevet testet for at forhindre smittespredning.

2020 blev også året, hvor Metroselskabet færdiggjorde en forundersøgelse af metrobetjening af den nye ø Lynetteholm, som var bestilt af selskabets ejere. Desuden har Metroselskabet gennemført en række planlagte CSR-aktiviteter med fokus på to væsentlige områder: ”Sikkerhed og sundhed” samt ”Det grønne område”. Bl.a. er selskabets høje fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø blevet suppleret med egne testfaciliteter på byggepladserne til at forebygge smittespredning. Derudover har fokus i 2020 været på at sikre mere bæredygtighed i anlæg af nye metrolinjer.

 

Se infografik – Metroselskabet 2020 i korte træk her

Læs Metroselskabets årsrapport 2020 her

Læs Metroselskabets CSR-rapport 2020 her

 

Økonomiske nøgletal 2020

  • Årets resultat før af- og nedskrivninger udgør for 2020 et overskud på 524 mio. kr., hvilket er på niveau med det forventede, da Metroselskabet er blevet kompenseret af staten for de økonomiske tab i den kollektive trafik som følge af COVID-19 pandemien.
  • Metroselskabet har i 2020 opgjort de endelige anlægsbudgetter for M3 Cityringen og M4 Nordhavn. Det samlede anlægsbudget for M3 Cityringen var på 25,4 mia. kr. (2020-priser) uden korrektionsreserve, og projektet blev fordyret med 10,5 pct. og en forsinkelse på ni måneder.
  • Det samlede anlægsbudget for M4 Nordhavn var på 3,2 mia. kr. inkl. korrektionsreserve (2020-priser). Ved opgørelsen af det endelige budget har selskabet tilbageført ca. 500 mio. kr. til ejerne i ubrugte midler. M4 Nordhavn åbnede d. 28. marts 2020, et halvt år efter Cityringens åbning, og tre måneder senere end den oprindelige tidsplan.
  • Det samlede anlægsbudget for M4 Sydhavn er på 9,4 mia. kr. inkl. korrektionsreserve (2020-priser). Frem til 2020 er der afholdt 3,9 mia. kr. af det samlede budget. Der har desuden i 2020 samlet set været afholdt investeringer til Metroen og nye anlæg på 2,2 kr.

 

 

Yderligere information

Kontakt Metroselskabets kommunikationsafdeling: presse@m.dk, M: 72 42 49 01.